Verdenspremiere i Popenguine

Da ”Drømmenes Hotel” var færdig tog filmens instruktør Helle toft Jensen tilbage til Popenguine for at vise filmen på torvet i byen.

Af Helle Toft Jensen

Helt fra starten af optagelserne - for 4 år siden – har jeg valgt at bruge mange tanker og tid på min/holdets relation til Popenguine. Jeg vidste, at jeg ville filme mange gange, og at jeg ikke ville betale penge pr. automatik for folks medvirken. Derfor besluttede min senegalesiske line-producer Fatou Kande Senghor og jeg fra optagelse til optagelse, hvordan vi skulle give folk og grupper at mennesker noget til gengæld for deres samarbejde.

En anden ”familie”
Imamen fik altid sukker og te, og en sæk ris, han delte med de fattigste i byen - ældre mænd fik tæpper til at sidde på i deres gård, kordegnen fik vin, kvinderne fik vikinge-smykker. Men efter hånden kom de medvirkende selv med behov …: Betaling af el-regning, viagra til de gamle mænd, P-piller og kondomer til de unge, vitaminpiller til børn, kridt og kompas til skolen, lusekure og medicin til flere som havde brug for det.…

Så vi fik en ”familie-lignende” relation til byen, og alle vidste at vi ikke bare kom og tog, men udvekslede. Kun skolelærer/projektudvikler Karim og taxichauffør Birane fik penge for deres tabte arbejdsfortjeneste, når de arbejdede med os. Hovedpersonen Jeannot fik kunsthåndværk fra Danmark og bidrag til et skilt!

Fra starten lovede jeg imamen og alle de medvirkende, at jeg ville vende tilbage og vise filmen når den var færdig. Men folk er jo blevet lovet meget af ”toubabber” - hvide på gennemrejse - de fleste fotos kom aldrig frem.

Jeg og SPOR MEDIA mener det er meget vigtigt, hvordan vi som filmfolk og formidlere opfører os i den globale landsby, når vi kommer anstigende for at fortælle vores historier om folk i andre kulturer. Byttehandelen er i forvejen skævvreden, og det er sundt at stå ansigt til ansigt med folk og vise den historie man har lavet om deres liv.

En nødvendig samtale
Vi valgte at vise filmen på byens centrale plads, med Hotellet som væg for et stort lærred. Teknikere fra Dakar ankom med det bedste videoudstyr vi kunne skaffe, - kvindegrupperne organiserede grønne plastikstole, kager og sodavand. En kvindelig ”GRIOT” (fortæller/budbringer) gik fra dør til dør og fortalte at filmen ville blive vist. Så da solen gik ned kom folk frem. Mindst 600 mennesker kom den første aften. Og ligeså mange kom den anden aften hvor filmen blev vist i en skolegård.

Vi viste først ”Stemmer fra Popenguine”, - en kortfilm i 4 afsnit hvor alle der har givet mig deres stemme kommer til orde med meninger om deres LANDSBY, TURISME, HOTELLET, og FREMTIDEN. De fleste af disse mennesker er ikke med i selve filmen ”Drømmenes Hotel” fordi den mere og mere blev til et portræt af en senegaleser, JEANNOT, der vender hjem med en stor DRØM: at bygge et hotel i hjertet af deres lille fiskerby. Alle var ved at dø af grin over at se sig selv, blev betaget over hvor smuk deres by er, blev stille når gamle, der nu er døde, talte, og da ”Drømmenes Hotel” bagefter blev vist, var alle meget opmærksomme. På 59 minutter kommer den hjemvendte fremmede - med et slag - helt ind på livet af dem, og han ser selv klarere den by han har valgt at blive en del af.

Det var en utrolig god og vigtig gestus at give filmen tilbage til de mennesker, som den handler om. Filmene er nu i flere kopier i landsbyen.

”Drømmenes Hotel” er jo lavet til min nabo. Det er et europæisk publikum jeg ville have i tale, derfor er den co-produceret med TV-stationen ARTE ( Frankrig/Tyskland) og solgt på forhånd til TV i Danmark, Finland, Belgien, Schweitz, Estland.

Men det var fantastisk at opleve, hvordan den nu med et slag speedede kommunikationen frem i landsbyen: En stor nødvendig ”samtale” om turismens indtog i deres by tog fart. En samtale som er altafgørende for, om de bliver løbet over ende af globalturismen, og udslettet som det fine samfund det er, eller om de når at få diskuteret sagen, og får indflydelse på udviklingen af deres by.