Når man taler om u-lande – udviklingslande – ligger det ligesom i ordet, at landene bør udvikle sig til at være i-lande – industrialiserede lande. En forståelse som indebærer, at udvikling er en bevægelse fra u-landenes lavere udviklingstrin til i-landenes højere udviklingstrin. Det vil mange være uenige i, og de vil ofte foretrække at kalde u-lande for 3. verdens lande.

3. verden
3. verden er dog også på mange måder et problematisk begreb, som opstod i 1960erne. Verden blev opdelt i 1. verden, som var den industrialiserede, kapitalistiske verden, 2. verden som var de socialistiske lande, 3. verden, som var de fattige lande, og senere kom så den 4. verden til, som betegnelse for indfødte, oprindelige folkeslag. Men i dén forståelse ligger også en uudtalt rangordning, som indebærer, at landene bør bestræbe sig på at nå frem til at tilhøre 1. verden.

Det er også nærliggende at antage, at der i begge betegnelser gemmer sig en opfattelse af, at udvikling er en fremadskridende proces, der fører fra et lavere til et højere udviklingstrin. Det kan man på mange måder anfægte. Mange vil nok opfatte meget af den udvikling, der foregår i de fattige lande, som forandring, men ikke nødvendigvis til det bedre.

Globalisering
Meget af den udvikling der foregår i verden er bestemt af globaliseringen, som for alvor tog fart i 1990erne, hvor store virksomheder holdt op med at være nationale og blev globale.

Globaliseringen kendetegnes af fire ting: At en stadig større del af produktionen indgår i den internationale handel. At en stadig større del af den internationale handel foregår internt i de multinationale koncerner. At virksomhederne i stadig højere grad investerer i lande, de ikke selv har oprindelse i. Og at internationale finansielle transaktioner er vokset eksplosivt, dvs. at penge og kapital flyttes rundt i verden som aldrig før.

Et kendetegn ved globaliseringen er, at det er penge og kapital, der kan bevæge sig frit over landegrænserne. Det er ikke mennesker. Tidligere var der ikke ret mange restriktioner på menneskers bevægelsesfrihed. Det er der nu. Det er især blevet vanskeligt for mennesker fra fattige lande at rejse til industrilandene for at arbejde.

Fordele og ulemper
Nogle økonomer mener, at globaliseringen er en fordel for de fattige lande. Så skal de bare indrette sig, så de kan tiltrække virksomheder og investeringer og på den måde blive mindre afhængige af den traditionelle u-landsbistand, der har været faldende i de senere år.

Problemet er bare, at det er nogle ganske få lande, der har glæde af de stigende internationale investeringer. De går især til USA, EU og Japan. Af de investeringer, der går til u-landene, er det kun 11 lande, der har glæde af tilstrømningen af udenlandsk kapital. Det er Kina, Brasilien og Argentina samt andre store lande i Asien og Sydamerika.

De 100 fattigste lande i verden får stort set ingenting. De må tilsammen nøjes med omkring én procent af de samlede direkte investeringer i u-landene. Det er lande med små markeder, en lille privat sektor, ustabile politiske forhold og svagt udviklede økonomiske strukturer. Det drejer sig f.eks. om mange af de tidligere sovjetrepublikker i Asien og landene syd for Sahara i Afrika. For disse - verdens fattigste lande - betyder globaliseringen yderligere marginalisering.

Læs mere i:
"Globalisering og udvikling - teorier og perspektiver for u-landene" af John Degnbol-Martinussen.