 De hvide
I Senegal bliver man kaldt for ”toubab” (hvidhud), hvis man er franskmand eller en anden hvid vesterlænding. Men også senegalesere, der opfører sig som europæere, kan få den tiltale! Dobbeltheden i synet på de hvide er markant: nogen har en udtalt eller hemmelig drøm om økonomisk opstigen, måske i form at et ægteskab med en hvid. Og samtidig er der en kritik og afstandstagen til det europæiske – specielt det franske - som ofte ses som amoralsk og kulturløst og giver næring til den mindreværdsfølelse historien har skabt blandt afrikanerne.
Panafrikanismen
Den mindreværdsfølelse forsøgte ideen om panafrikanisme at gøre op med. Den blev udviklet i Paris i1930erne, og poeterne Léopold Sédar Senghor, som blev Senegals første præsident, og Aimé Césaire fra Martinique formulerede konceptet «negritude», der var en afvisning af den kulturelle assimilation ind i den franske civilisation, der hævdede at være «universel». «Negritude» var udformet som et «instrument til befrielse». Formålet var ifølge Senghor, at «frigøre sig fra det pittoreske og indgå i den nutidige solidariske bevægelse». Afrikanerne skulle organisere sig politisk og kæmpe for deres frigørelse.
Den moderne turisme i sin værste form bekræfter på flere måder det koloniale møde. Turisten har i kraft af sine penge en større magt end den lokale befolkning, hvilket kan føre til en selvnedvurdering hos nogle af de lokale. Og det kulturelle skabelonbillede af afrikaneren som primitiv, vild eller traditionel bekræfter turisten i egen opfattelse af sig selv som udviklet, civiliseret og moderne.
Toubabé
Begrebet toubab defineres ofte som: at gå vestligt klædt, tale fransk eller engelsk, skåle, sige sine forældre imod, være direkte, ikke deltage i ceremonier, være kristen, spise ved bordet af hver sin tallerken og undlade at dele. Denne ”europæiske” opførsel stemples hos senegaleserne som "toubabé" og udgrænses af mere konservative kræfter i Senegal, som ikke værende i overensstemmelse med "traditionen", som nationalt forræderi, og som at vende sin egen kultur ryggen.
At være afrikansk/senegaleser indebærer så: At tale wolof, bære boubou (den traditionelle klædedragt), udvise kersa (blufærdighed - ikke sige det man tænker hvis det skaber konflikt), være åben, social, deltage i ceremonier, være muslim, spise på gulvet af en stor skål og at dele.
Med dén forståelse ses migration til vesten og vestlig påvirkning som et tab af kultur og identitet, og forestillingen om, at man kan rumme og leve med flere kulturelle normer synes fremmed. Det gør det til gengæld ikke for dem, der forsøger at vinde i lotteriet: gifte sig med en europæer - og få et andet liv. Samtidig har mange veluddannede senegalesere lange ophold i Europa bag sig, og de lever med udfordringen i at "høre hjemme" i flere forskellige kulturer.
|
