Bæredygtig turisme
Turistindustrien er en af verdens hurtigst voksende industrier. Flybilletter bliver billigere og billigere. Det er almindeligt at tage på shoppingture til London eller Paris, på forlængede weekends i Prag eller Madrid, og på badeferie til eksotiske rejsemål.
Det er de 20 procent af jordens befolkning, der bor i de rige lande, som har råd til at rejse verden rundt, de fleste uden tanker for, at almindelig kommerciel turisme kan medføre skader på natur og miljø, både lokalt og globalt, som kan vise sig at være uoprettelige. Samtidig er der masser af eksempler på, at tidligere uberørte badestrande i u-landende er blevet bebygget med beton, så turistlivet kan udfolde sig i en usmagelig blanding af druk og prostitution, netop den udvikling mange i Popenguine frygter.
Økoturisme
Men der er alternativer, og økoturismen er et af dem. Økoturisme er en form for naturturisme, som tager hensyn til den lokale fauna, flora og landskab, hvis den tilrettelægges rigtigt. En definition på øko-turisme er: en turisme som udøves i naturen og udvikles i harmoni med naturen, kulturen og den lokale befolkning. Den skal være selvbærende og påvirke det lokale miljø i meget ringe grad, være oplysende og have positive økonomiske effekter i lokalmiljøet.
Det er ikke altid tilfældet når turistindustrien reklamerer med øko-turisme. Der findes eksempler på, at nogle rejsearrangører kalder rejser, hvor turister får mulighed for at opleve naturen for øko-turisme. I Guatemala er der f.eks. et firma, som kalder det øko-turisme, når de flyver turister rundt for at se naturen fra oven, og en flyvetur er vel næppe en form for turisme, der udvikles i harmoni med naturen.
I Popenguine er der store muligheder for at udvikle en turisme, der er selvbærende og i harmoni med naturen. Popenguines naturreservat har et stort potentiale, især hvis det lykkes for den lokale kvindegruppe i kollektivet G.I.E.: kvinder for beskyttelse af naturen, at bevare kontrollen over udviklingen.
Jeannots hotel kan være en trussel mod en udvikling af en bæredygtig turisme, men det kan også være en positiv kraft, hvis det lykkes at skabe et samarbejde mellem ham og de kræfter i byen, der ønsker en positiv, bæredygtig udvikling.
|