 Turisme
Af Amadou Sene
”Jeg vil gerne være guide,” siger en af de unge fyre i filmen. ”Jeg vil bare have en hvid pige,” siger en af de andre, ”en hvid pige, der kunne få mig ud af Senegal.” ”Du risikerer at gå i lag med en, der smitter dig med noget. Du tror, du scorer, men bliver smittet,” siger en tredje.
Nogle ser Hotellet, turismens indtog og en ny byudvikling som et gode. De forventer penge, arbejde til de arbejdsløse og måske drømmer nogen om at blive gift med en europæer. Men så er det ofte en hemmelighed, som man ikke vil stå ved.
Andre er dybt skeptiske og bekymrede, de mener turismen vil føre til værdiskred, dårlig moral, prostitution og tabet af deres kultur. Nogle er forbandede over, at ”udviklingen” påføres dem udefra, at byens indbyggere ikke for alvor har været involveret i planerne. Men mange er også i tvivl om, hvad de skal mene, og hvad turismen vil bringe. Et er dog sikkert, der er store muligheder for turistindustrien i Popenguine.
Turismens muligheder
I et land, der primært består af store sletter, der ikke hæver sig meget mere end 10 meter op over havet, byder området ved Ndiass-bjergene og i sær Popenguine på et meget afvekslende og smukt landskab. Især sandstrandene og et behageligt klima for turisterne (fordi det påvirkes af passatvindene fra havet) gør området meget værdsat. ”La Petite Côte" - Den lille kyst - i Senegal er også et område med mange hotelkomplekser beregnet til badeferier som i Toubab Dialo eller Saly Portudal. Popenguine tilbyder endnu ikke den form for turisme, men der er opstået en weekend turisme og en turisme med interesse for at udforske det lokale miljø (øko-turisme).
Weekendturismen
Stedets skønhed har en spontan tiltrækningskraft for turisterne. Antallet af turister begyndte at forøges i 1970erne. Franskmænd, libanesiske forretningsfolk og derefter senegalesiske funktionærer bosat i Dakar etablerede sig (en udvikling der understøttes af, at den Senegalesiske præsident har sin sommerbolig i Popenguine). Den nære beliggenhed i forhold til hovedstaden har koncentreret turismen i perioderne omkring weekenden. Det kan man især konstatere ved at se udviklingen på Kisito-stranden, som strækker sig mod nord ved præsidentens bolig og afgrænset mod syd af et forbjerg, derefter strækker den sig mod syd til stranden Thiupam, der er domineret af Cap de Naze. De bygninger, der er knyttet til denne weekendturisme ligger alle ved kysten. I dag er alle disse huse bygget i beton og i en arkitektur der vanskeligt lader sig passe ind miljøet og strandområdet.
Popenguines turisme skaber primært den type jobs som ikke kræver nogen speciel uddannelse: opsynsmænd, havearbejde, husarbejde, salg af lokale produkter. Dette arbejde beskæftiger omkring 9% af Popenguines arbejdsstyrke og synes at være til fordel for befolkningen i kraft af direkte og indirekte indtægter. Disse indtægter kan nemt forøges ved en effektiv udvikling af øko-turismen og give gode muligheder for fremtiden.
Øko-turismen
De naturskønne muligheder i naturreservatet Popenguine er en trumf i forhold til en turisme koncentreret om at udforske faunaen (især de mange trækfugle). Det gælder også de andre natur- og kulturelle potentialer som er forbundet med den eksisterende turisme. Denne nye form for turisme kunne bidrage til at skabe permanent eller sæson-bestemt beskæftigelse for de unge i Popenguine og de andre landsbyer (f.eks. som guider) hvis den får succes.
De to typer af turisme og især weekendturismen sikrer befolkningen nogle indtægter. Indtægter som er et supplement til de primære erhverv og som giver forbedringer i familiernes leveforhold. Håndværk er et af de erhverv, der kan have fordel af udviklingen i turismen.
De traditionelle produkter
Udfærdigelsen af de lokale produkter som smykker og redskaber er traditionelt et erhverv udøvet af kvinder. Blandt disse produkter kan især nævnes halskæder lavet af skaller samlet på stranden eller af perler, afrikanske dukker, små musikinstrumenter, kolorerede kalabasser, tasker og duge i livlige farver med motiver inspireret af traditionelle landsbyscenerier (huse, kvinder med deres børn på ryggen, maling af korn). Produkterne bliver for det meste solgt til turisterne i landsbyen, på stranden, under katolikkernes pilgrimsfærd eller kvinderne lægger dem i kommission i butikker, telecentre, campingpladser. Salget giver kvinderne en indkomst de kan bruge i husholdningen (brænde, fødevarer…) eller til sig selv (creme, klædestoffer/tøj, smykker…).
De håndværksmæssige fag
Håndværket udvikles også i form af væve- og farveværksteder. I Popenguine er der to væveværksteder. Det første er væveværkstedet Saint Joseph, hvor unge piger lærer at væve lændeklæder i bomuld. Det andet er væveværkstedet Popenguine, etableret i 1993 hvor man producerer uldtæpper.
Den katolske mission administrerer også et center for farvning og syning som sikrer uddannelse af kvinderne i byen. Det er en af nonnerne som styrer undervisningen.
Værkstederne øver en vigtig indflydelse på de unge piger i Popenguine, fordi det sætter dem i stand til at lære et fag (vævning, syning, farvning) men også at lære dem at administrere deres produktion. De lærer at administrere omsætningen fra salget af deres produktion, for en af de store vanskeligheder er at lære dem at gemme noget af omsætningen og ikke bruge den på andre ting. Missionens uddannelsesmæssige rolle er også at vigtig fordi den giver de unge piger adgang til et erhverv.
De øvrige typer håndværk i Popenguine er metal-, murer og snedkerarbejde. Metalsnedkeren som har åbnet et værksted ved indkørslen til landsbyen, har nogle unge lærlinge og forsyner landsbyen og omegnen med forskellige metalvarer (borde, gitre, stole…).
Håndværkene bidrager til at skabe lokale jobs, til kampen mod arbejdsløsheden og til at de unge kan lære et erhverv. Men bortset fra metalsnedkeriet er de små og bidrager ikke væsentligt til beskæftigelsen.
Håndværksfagene lider under manglende afsætningsmuligheder. Det er erhverv, der kan være til fordel for indbyggerne og de kan være en mulighed for indkomst, hvis de bliver ordentligt organiserede, i samspil med turismen.
Popenguine er et traditionelt landområde, hvor de økonomiske aktiviteter stadig primært er rettet mod overlevelse og produktion af de ting, der skal til for at opretholde livet. Befolkningen er sårbar og totalt afhængig af et vanskeligt og lunefuldt naturligt miljø. Alligevel vil det måske lykkes for dem at udnytte mulighederne for yderligere økonomisk aktivitet og nye former for beskæftigelse, der ligger i turisme og håndværk. Men begge erhverv må udvikle sig i respekt for miljøet og kulturen i landsbyen og ikke blive den form for badeturisme som i Toubab Dialo og Saly Portudal. Udviklingen af en turisme der vil udforske miljø og kultur i Popenguine og de andre landsbyer, og især naturreservatet synes at være en interessant løsning for både indbyggerne i Popenguine og turisterne.
|
