Fiskeri

Af Amadou Sene

Hver morgen drager grupper af mænd ud på havet i traditionelle træskibe, fisker og sætter net. Bådene er oftest ejet af et bådlaug - alle er med og afhængige af hinanden. Fiskeri er et af byens traditionelle erhverv. Det er nu truet på grund af overfiskeri fra japanske og europæiske flydende fiskefabrikker.

Senegals lille kyst har altid været en region med meget fiskeri. Havet har her en stor overflod af plankton og er bemærkelsesværdigt frodigt. Det er rigt på ressourcer hele året. Fiskeri praktiseres primært af Lebousfolket. Det er deres vigtigste erhverv, og den primære kilde til indkomst i nabolandsbyerne Ndayane og Guereo. Der fiskes hele året og ud over mændene aktiveres de unge, når man skal på havet, og kvinderne, som forarbejder fisken og sælger den.

Fiskeriet foregår fra aflange kanoer af træ med en påhængsmotor og med net eller liner. Fangsten er til eget forbrug, til salg i landsbyerne og det indre land samt forarbejdning. Forarbejdningen er tørring, rygning og saltning, som udføres af kvinderne.

Industrifiskeri
Småfiskeriet lider meget under konkurrencen fra det industrielle fiskeri, som har moderne udstyr, moderne fiskerihave og gode veje. Denne mangel på infrastruktur i Ndyane og Guereo får udviklingen og aktiviteterne til at flytte sig til de andre fiskecentre i den sydlige ende af den lille kyst: Mbour, Joal, Casamance, Gambie.
Samfundene består primært af bønder, kvægavlere og fiskere. Man skaffer til sine fundamentale behov på traditionelle måder. Men både bønder og fiskere supplerer i perioder deres fødevarer med frugtavl.

Frugtavl: Et supplerende erhverv
Læs mere...