 Ansatte på hotellet
”Jeg vil bede jer alle sige, hvad I er tilfredse og utilfredse med,” siger Jeannot til et personalemøde på hotellet. ”Awa, taler du med Lamine? Awa, hvad er dit problem med Lamine?”
Jeannot prøver at få løst nogle af konflikterne mellem personalet på hotellet ved at holde et møde og prøve at få talt ud om tingene, som man ville gøre det på en europæisk arbejdsplads. Men i Popenguine er situationen pinlig, og det er endnu engang tydeligt, at Jeannot efter 25 år i Belgien på mange måder er blevet mere europæer end Senegaleser.
Personalet, som er en blanding af Jeannots familie og folk fra byen har overhovedet ikke lyst til at tale så direkte om tingene. Det er de ikke vant til. Tværtimod er traditionen, at man ikke taler så direkte om sine følelser og om konflikter. Man prøver at nedtone dem, og håber de forsvinder, når de ikke bliver dyrket.
Men det gør det heller ikke lettere for de lokale, der er ansat på hotellet, at alt overordnet personale er i familie med Jeannot. Hans bror er manager, når Jeannot er i Europa. Det er hans nevø, der passer baren og en anden nevø Lamine, der passer køkkenet.
Kvinderne, der gør rent og hjælper i køkkenet er lokale ligesom den unge fyr, der arbejder som tjener og gartneren der kommer og passer haven en gang imellem. Men hotellet har langtfra indfriet de lokale drømme om arbejdspladser, hverken nu eller da det blev bygget, hvor Jeannot også brugte firmaer fra andre byer.
Så når Awa bliver presset til at sige, hvorfor hun er sur på Lamine, er det svært af to årsager. Dels er det chefens familie, hun skal udtale sin utilfredshed med, og dels er hun af traditionelle årsager utilpas ved at kritisere nogen offentligt. |
