Af Amadou Sene

Socialt er Popenguine stadig meget traditionelt organi-seret, og i samfundet generelt betragtes kvinden som underordnet manden. Men kvinderne bærer et kolossalt udviklingspotentiale i sig, hvadenten de passer familien og hjemmet, handler med turister eller passer landbruget.

I Popenguine er traditionen en del af menneskenes identitet, de kender den gennem mundtligt overleverede historier, og den bærer – på grund af sine animistiske rødder – en dyb respekt for naturen i sig. En natur som er til stede i hverdagen, som er uforudsigelig, og som mennesket er afhængig af for at overleve.

Kvinderne i samfundet betragtes som underordnet manden. Traditionelle og religiøse regler kræver underkastelse for manden, men hun er samtidig den første han rådfører sig med. Hun er meget lidt involveret i administration og politik, og hun er fraværende i besluttende forsamlinger. Alligevel er det hende, der forvalter kernefamilien og dens arbejde i marken. Kvinden er ofte alene om at udføre det store, uundværlige og opslidende arbejde i huset. Den daglige rytme er bestemt af tre primære pligter: at male korn, samle brænde og hente vand.

Male korn
På landet er den primære ernæringskilde korn (især hirse) som først kan spises når det er malet til mel, et arbejde kvinderne udfører. Kornet skal afskalles, renses og endelig males. Det er nødvendigt at male kornet af flere omgange for at skille kornet fra klidet, så det kan males til mel som bruges i Sererefolkets basis-menu: Hirsecouscous. Afskalning og maling af korn kunne effektiviseres med maskiner, men det ville betyde at kvinderne skulle bruge af familiens magre financielle ressourcer. Derfor foretrækker kvinderne ofte at fortsætte med at male manuelt i en morter.

Samle brænde
I landområder, hvor familiernes indkomst er lille og ikke rækker til at lave mad over gas, laves maden over træ eller trækul. Gryden placeres på store sten og ilden vedligeholdes med lange brændestykker som langsomt brænder op. Derfor er det nødvendigt at skaffe brænde i alle husholdninger. Det er en stor opgave for kvinderne, der må gå adskillige kilometer (op til 10 km. eller mere) for at samle brændet og derefter bære det hele vejen hjem på hovedet. I den tørre sæson er det en tilbagevendende opgave, og kvinderne samler træ en eller to gange om ugen. Fra april måned er det adskillige eftermiddage hver uge, der bliver brugt til at samle reserver til vinteren (eller regntiden) for i den periode lægger markarbejdet beslag på alle, og der er ikke tid til at søge efter brænde.

Hente vand
Kvinderne er nødt til at hente vand flere gange om dagen for at have nok til familiens drikkevandsbeholder og det øvrige forbrug. Brøndene hvor de henter vandet fungerer også som mødested for kvinderne. De fleste kvinder går til brønden 4-6 gange om dagen og bærer jernbeholdere med 10-20 liter vand på deres hoveder over en strækning mellem 100 og 200 meter. Antallet af ture kommer an på, hvor meget der er brug for til dyrene og haven.

Et hårdt liv
Kvindernes tre daglige pligter er meget anstrengende. At male korn er en fysisk krævende opgave, som kvinderne udfører hele livet, og at skaffe brænde og vand betyder, at de må bære meget tunge byrder på hovedet. Opgaverne er uundværlige for at husholdningen og familien kan fungere, de er på en måde samfundets grundpiller. Trilogien bliver suppleret med andre daglige aktiviteter. De andre opgaver gentager sig også fra den ene dag til den anden, men er sæsonbestemte og afhænger af om det er den tørre sæson eller regntid.

Kvindernes husarbejde, som tager næsten al deres tid, bliver ikke betragtet som et arbejde. De sørger for maden ved at male, hente vand og træ, og de plukker og høster de råvarer, som bruges til måltiderne. De gør rent i huset, holder gården, vasker tøj og opdrager børnene. Kvinderne har også en masse små kommercielle aktiviteter for at tjene lidt penge til familien, og endelig deltager de i mark- eller gartneriarbejdet. Hus- og markarbejdet er nødvendigt og uden det kunne samfundet ikke overleve. Alligevel er det meget hårdt arbejde, og det er yderst sjældent, der er nogen form for tekniske hjælpemidler.

Kvindegrupper i Poupenguine
Læs mere...